Når cykelstien på Årupvej er færdig forbinder den midtby, børnehus og natur
Arbejdet med at etablere en ny cykelsti i den nordvestlige del af Hedensted er i fuld gang. Den nye sti går langs Årupvej og bliver cirka én kilometer lang. Den skal skabe en sikker og grøn forbindelse mellem midtbyen, det nye børnehus på Årupvej, lægehuset og ikke mindst det nye rekreative område ved Hedensted Søerne.
Cykelstien anlægges med fokus på sikkerhed og tilgængelighed. Der bliver god belysning, tydelig skiltning og sikre overgange, så både børn og voksne trygt kan færdes til fods og på cykel.
Se projektlederen ved Hedensted Kommune forklare, hvor den nye cykelsti skal ligge.
Det er vigtigt at skabe et solidt fundament for en ny cykelsti, og derfor er der allerede nu godt gang i anlægsarbejdet.
Først fjernes beplantning, kantsten og gammel asfalt, så området langs vejen bliver klar til det nye underlag. Dernæst graves der ud og lægges et lag sand og ovenover lægges et lag stabilt grus, som sikrer, at cykelstien bliver jævn og holdbar i mange år frem.
Når bunden er klar, lægges selve cykelstien i asfalt.
Hele processen kræver god planlægning og præcist arbejde, og selvom det kan give lidt uro i trafikken undervejs, er målet en tryg og bæredygtig løsning for fremtidens cyklister.
Se entreprenøren bag arbejdet forklare, hvordan det går med arbejdet, og hvor meget arbejder der venter forude.